Hvordan rejser man sig, når det værst tænkelige sker? Den 17. december 2007 mistede Søren Huss – frontfigur i Saybia og en af Danmarks mest særegne stemmer – sin kæreste, Camilla, i en højresvingsulykke i Valby. Samme nat lå deres lille datter, Ronja, på operationsbordet i otte timer, mens Huss selv sad i et fly på vej hjem fra Stockholm, ramt af det chokerende telefonopkald, der for altid ville dele hans liv i et før og et efter.
Men historien om Søren Huss er mere end tragedien. Det er også fortællingen om et menneske, der turde se sin egen afgrund i øjnene, skamme sig, falde sammen – og langsomt hente kræfterne frem igen. Det er en rejse fra blokering til blomstring, fra den mørke sorg i soloalbummet ”Troen & Ingen” til modet på at stå (næsten) nøgen på coveret til ”Midtlivskrisen” for at vise, at han er mere end ’den sørgende huleboer’.
I dag danner han par med Christina Nerstrøm, har byttet byhuset ved Nyborg Slot ud med havudsigt over Storebælt – og er netop blevet far igen. Samtidig står Ronja, den lille pige fra operationsbordet, som voksen datter ved hans side.
I denne artikel dykker vi ned i ulykken, sorgen og skammen – men også i den kærlige opsang, der blev vendepunktet, musikken som livline og den nye hverdag, hvor Huss insisterer på, at både sorg og glæde må have plads.
Læn dig tilbage, og lad os sammen følge Søren Huss’ vej tilbage til livet – trin for trin, sang for sang, kærlighed for kærlighed. Fortællingen begynder her.
Ulykken i Valby og kæresten, der gik bort (2007)
Den 17. december 2007 blev Søren Huss’ liv flået itu. Hans kæreste gennem syv år, Camilla, cyklede med parrets dengang fireårige datter, Ronja, på Københavnsvej i Valby. En højresvingende lastbil overså dem i morgentrafikken, og på få sekunder forvandlede den ellers helt almindelige mandag sig til et mareridt. Camilla omkom på stedet, mens Ronja med livstruende kvæstelser blev kørt til Rigshospitalet. Her lå hun straks på operationsbordet – lægerne kæmpede i omtrent otte timer for at redde hendes ben og liv.
Søren Huss befandt sig i Stockholm med sit band Saybia, da hans manager ringede: “Du skal kontakte Valby Politi. Det er alvorligt.” I Se og Hør husker han følelsen af, at tiden stod stille, mens han forsøgte at få et fly hjem hurtigst muligt. På ruten mod Danmark gennemlevede han de værste scenarier, men kort før landingen fik han melding fra politiet og hospitalet om, at Ronja ville overleve. Lettelsen blev hurtigt blandet med helt overvældende sorg over tabet af Camilla.
I interviews med både ALT for damerne (opsummeret af TV 2) og Kristeligt Dagblad har Huss siden beskrevet den første tid som “en følelsesløs boble”, hvor praktiske gøremål og hospitalsbesøg holdt chokket i skak. Han sov på en feltseng ved Ronjas seng og lod hver eneste bip-lyd fra monitorerne digtere døgnrytmen. Samtidig stod presset fra medierne udenfor hospitalet – et ekko af den prominente karriere med Saybia, som netop var ved at tage fart internationalt. “Jeg ville bare gemme mig, men jeg kunne ikke. Ronja havde brug for mig,” har han forklaret i Femina.
Da de første kritiske døgn var overstået, og Ronja langsomt stabiliserede sig, trængte realiteterne ind: Han var blevet alenefar – og enke – på én gang. Den erkendelse blev startskuddet til den dybe sorgproces, der senere skulle forme både hans personlige liv og musikken. Men i december 2007 handlede alt om at holde fast i håbet om datterens fulde bedring og at få sagt et værdigt farvel til Camilla.
Sorgen, skammen og opsangen der blev vendepunktet
Chokket fra Valbyulykken var så massivt, at Søren Huss i månederne efter oplevede sig selv som en, der overlevede snarere end levede. I Kristeligt Dagblads podcast beskriver han, hvordan følelsesapparatet nærmest gik i dvale: »Jeg kunne kun lige akkurat hente brød og få Ronja i skole – resten af dagen sad jeg og stirrede på væggen«. Midt i den paralyserende sorg begyndte en ny følelse at nage: skammen over alt det, han ikke magtede. Når datteren søgte ham med øjne, der bad om trøst, følte han sig tom. »Jeg kunne se omsorgssvigtets blik i hende, og det gjorde næsten mere ondt end ulykken,« har han sagt til ALT for damerne.
Nærværet gled langsomt ud af hverdagen, indtil Ronjas mormor en dag brød tavsheden. Hun satte sig over for Huss ved køkkenbordet og sagde, at ingen tvivlede på hans kærlighed – men at hans fravær var ved at knuse barnebarnet. Ordene landede som slag. Afmagt blev til raseri, og han bad hende forlade huset. Da døren smækkede, føltes stilheden larmende, men allerede næste morgen kørte han til blomsterhandleren. Buketten, der stod foran mormorens dør, bar kun et enkelt kort: “Tak.” – et tak for den opsang, der blev vendepunktet.
Erkendelsen tvang ham til at genfinde sine ressourcer. Han tog imod praktisk hjælp fra venner, lod familie overnatte på skift og begyndte at tale med præsten i Nyborg, selv om han ikke kaldte sig troende. En psykolog gav ham værktøjer til at rumme skyldfølelsen, men vigtigere var den spirende selvtilgivelse: »Jeg indså, at jeg ikke både kunne være i dyb sorg og være superfar. Det ene måtte have plads, for at det andet kunne komme igen,« fortæller han i Femina.
Langsomt blev dagene længere end skyggerne. Søren begyndte at køre Ronja til svømning, øve sig på at være til stede i nuet og give sig selv små pauser fra sorgen – »som at trække vejret over vandet«, som han formulerede det til TV 2. Der var stadig nætter, hvor han faldt sammen på køkkengulvet, men nu ringede han efter hjælp i stedet for at lukke sig inde. Hver gang han mærkede skammen dukke op, mindede han sig selv om, at den også var et spor af kærlighed til det, han havde mistet.
I dag taler han åbent om perioden, fordi han vil nedbryde myten om, at forældre skal bære sorgen smertefrit. »Man må godt fejle midt i katastrofen,« siger han. »Vores børn har brug for vores ærlighed mere end vores perfektion.« Det var også ærligheden – mormorens modige ord og datterens tavse blik – der sparkede døren op til lyset igen.
At skrive sig ud af mørket: Musikken som sorgarbejde
Da Søren Huss nogle år efter ulykken satte sig foran klaveret for at skrive sit første soloalbum, var intentionen ikke at lave en karrierebevægelse – det var ren overlevelse. Ordene, der flød ud i notesbogen, var dem han endnu ikke kunne sige højt til andre end sig selv. Resultatet blev “Troen & Ingen” (2010), et album der indfanger den rå smerte, vantro og skrøbelighed, der følger, når livet bliver revet midtover. Sangene lyder som et langt brev til Camilla og til den mand, han ikke længere kunne genkende i spejlet: en, der både længtes efter trøst og skammede sig over ikke altid at kunne give den til sin datter. Derfor er pladen også fyldt med mange stille stunder – åbne akkorder og få ord, der får lov til at klinge færdige. Hver sang blev et åndehul, hvor sorgen kunne få form, så den ikke sprængte alt andet i stykker.
Med opfølgeren “Oppefra & Ned” (2013) løftede han blikket en anelse. Musikalsk er den lysere, og teksterne kredser om erkendelsen af, at man faktisk kan være til stede i et nu uden konstant at sammenligne det med fortiden. Men mørket er aldrig helt væk – det ligger som en understrøm, der minder om, at livet er skrøbeligt. Albummet markerer et punkt, hvor Huss begynder at give sig selv lov til at føle andet end sorg; hvor de små sejre og øjeblikke af lethed får lyd.
Da “Midtlivskrisen” udkom i 2020, kaldte han selv coveret – hvor han står næsten nøgen, badet i koldt lys – et forsøg på at rive sig løs fra rollen som “den sorgfulde huleboer”. Billedet signalerer både sårbarhed og styrke: Her er et menneske, der har pillet alle lag af for at vise, at intet længere skal gemmes væk. Musikalsk rummer pladen mere temperament og fremdrift end hans tidligere udgivelser, og teksterne kredser om tilgivelsen – både den, man giver sig selv for ikke at have kunnet alt, og den, man giver andre for at være gået videre, mens man selv stod stille.
Huss har flere gange fortalt, at han i arbejdet med sangskrivningen nærmest behandlede sig selv som patient og terapeut på én gang. Han har skullet stille de svære spørgsmål højt: Hvad gør jeg herfra? Kan jeg elske igen uden at forråde min fortid? Hvordan lærer jeg at bære sorgen, uden at den bærer mig? Hver sang blev et forsøg på at besvare dem. Hvor “Troen & Ingen” var det akutte smertestød, er de senere albums et vidnesbyrd om bevægelse – fra overlevelse til egentlig livslyst.
Tematisk er der en tydelig linje gennem værkerne:
- Sårbarhed: At turde indrømme, at man ikke kan alene.
- Overlevelse: At finde strategier til at fortsætte, selv når det gør ondt.
- Tilgivelse: At give slip på skam og selvbebrejdelse for igen at kunne mærke glæden.
Sangenes rejse fra det mørkeste mørke til skæret af håb minder os om, at sorg ikke er en lineær proces. Nogle dage rammer fortiden stadig som et slag i maven, andre dage føles livet let og fuldt af muligheder. I den balance har musikken været Søren Huss’ vigtigste redskab – både som ventil og som kompas, der pegede ham i retning af et nyt kapitel, hvor kærligheden, nuancerne og lyset har fået flere toner at spille på.
Kærligheden i dag: Christina Nerstrøm, nyt hjem og familie i Nyborg
Når Søren Huss i dag taler om sit privatliv, glider ordene lettere over læberne end tidligere. “Jeg behøver ikke længere undskylde, at jeg er lykkelig,” har han sagt, og det nyfundne overskud ses også i de valg, han og kæresten Christina Nerstrøm træffer. Ifølge Tingbogen – og som først omtalt i Ekstra Bladet – har parret i marts 2025 skrevet under på en 217 m² stor villa i Nyborg med en grund på 1.150 m². Prisen lød på 4.150.000 kr., og nøglerne åbner nu døren til et hus med kig ud over både havn og Storebælt, præcis den ro Huss længe har drømt om.
Nyborg har allerede i nogle år været parrets base, men købet markerer et rigtigt familieryk: I begyndelsen af 2024 blev Christina og Søren forældre til deres første fælles barn, og trangen til plads – både inde og under åben himmel – voksede i takt med barnevogn og bObles. Mens flyttekasserne pakkes ud i den nye villa, står deres charmerende byhus ved Nyborg Slot stadig til salg; et mellemkapitel, de nu er klar til at lukke.
Den nye adresse betyder også, at Huss’ voksne datter Ronja får et fristed at kalde “hjem”, når kalenderen giver plads. Familien tæller altså nu tre generationer under samme tag, og selv om navneskiltene endnu ikke er skruet helt fast, er signalet tydeligt: her leves livet videre – med blikket vendt mod vandet og fremtiden.
Kilde: Ekstra Bladet, “Dansk sanger køber nyt hus: Smider millioner for fynsk luksus” (31.03.2025).
Vejen tilbage: Livskraft, tilgivelse og hvad vi kan lære
Efter de første år i »huleboertilstanden«, som Søren Huss kalder sin dybeste sorg, begyndte en langsom opblomstring. I podcasten “Sørine & Livskraften” fortæller han, at han en dag blev “træt af at være den sørgende” og besluttede, at både han og datteren fortjente mere: “Det var først, da jeg gav mig selv lov til at være glad – uden dårlig samvittighed – at livet for alvor vendte.”
Kærligheden viste sig som den stærkeste drivkraft. Ikke kun den nye kærlighed til Christina, men en grundlæggende næstekærlighed, som – ironisk nok – voksede ud af tabet: “Når du har set, hvor hurtigt alt kan forsvinde, bliver det vigtigste at fylde dagene med mening og nærvær,” siger han i Femina.
Samtidig insisterer han på, at sorgen ikke har udløbsdato. Han råder derfor venner og familie til aldrig at tøve med at spørge: “Hvordan har du det i dag?” – også længe efter pressemeldingerne er forsvundet.
Ærlighed over for børn er et andet grundprincip. I de første år skånede han Ronja for sine mørkeste tanker, men oplevede hurtigt, at børn opdager alt. I dag prioriterer han åbne samtaler: “Hvis jeg græder, siger jeg, at det er fordi jeg savner hendes mor. Hun skal vide, hvorfor tårene er der – det giver tryghed.”
Kernen i hans budskab er dog selvtilgivelse. I podcasten beskriver han, hvordan han – efter opsangen fra Ronjas mormor – så “omsorgssvigtets blik” i datterens øjne og følte sig som en fiasko. Først da han kunne tilgive sin egen utilstrækkelighed, blev det muligt at opbygge et nyt liv:“Du kan godt leve videre uden den, du elsker, men du kan ikke leve, hvis du ikke tilgiver dig selv,” siger han.
Hvad kan vi lære?
- Sorgen bestemmer tempoet. Lad den vare “så længe den skal”.
- Spørg – også efter det første år. Støtte har ingen deadline.
- Tal ærligt med børn. De forstår mere, end vi tror, og tavshed skaber utryghed.
- Giv dig selv lov til glæden. At smile og savne kan godt eksistere side om side.
- Øv selvtilgivelse. Først når du slipper skammen, kan kærligheden få plads.
I dag beskriver Huss sig selv som “ikke længere en sorgfuld huleboer, men et helt menneske”. Hans historie viser, at livskraft ikke er fraværet af tab, men evnen til at bære det med åben pande – og fortsat række ud efter lyset.
